Dyb og bred værktøjskasse til salg
30+ år som journalist, reklame- og kommunikations-konsulent har givet mig en bred og dyb værktøjskasse: Strategier, branding, grafisk identitet, produktion af store mængder analoge og digitale produkter, pressearbejde og public affair, undervisning, fundraising, strategiske udviklingsprojekter, startups og redaktionel ledelse.
Jeg stiller mine værktøjer og erfaringer til rådighed – velvidende, at der er udfordringer og opgaver, som jeg skal henvise til andre eller løse i samarbejde med udvalgte kollegaer i mit netværk.
My love affairs
It’s a love affair. Dét med maden. Dét med regional madkultur. Fortællekraften. Fremdriften. De gode produkter. Oliehans, mølleren med saxofonen, kiksekongen fra Aakirkeby, Jørgens grise i Lyrsby og smeden Preben, der blev brygger i Svaneke. Jeg havde fornøjelsen at være med - næsten - fra første færd. Og har haft næsen med i mange mad-ting siden: Sol Over Gudhjem, fødevarestrategier, Gourmet Bornholm og Det bornholmske Madkulturhus. Heriblandt en kuldsejlet startup med bornholmsk tyggegummi.
Mit første job som journalist var en temaavis om Rio92. Siden fulgte historier, artikler og kommunikation om passivhuse, halmhuse, regnorme, Foreningen Grønne Familier, elbiler, Svanemærkets Feriebog (Matas), bæredygtigt byggeri, Food&Energy Tour og SmartEnergyTour. Jeg har lang erfaring med at udvikle og levere historier, der gør komplekse emner tilgængelige og relevante.
Projekter som Bright Green Island, den bornholmske energistrategi og Baltic Energy Island har givet mig indsigt i og forståelse for energiområdet.
I juli 2024 afsluttede jeg et 30 måneders engagement hos Bornholms Energi & Forsyning, hvor jeg blandt andet var drivkraft i kampagner, SoMe-strategier og borgerdialoger i forbindelse med bæredygtige energiinitiativer – f.eks. Flexibility Heat Grid Bornholm.
Jeg har været digital siden midten af 90’erne, da e-mails var nye, bulletin boards var hotte, og internettet langtfra var allemandseje. Derfor er jeg ikke softwaresky og arbejder hjemmevant i Indesign, Photoshop, Illustrator, Microsoft Office-pakken, Microsoft Teams, Googles univers, Affinity Publisher, Scribus, Mailchimp, Umbraco, WordPress, Gimp og flere andre programmer.
Man kan ikke drive virksomheden indenfor kommunikation uden at stifte bekendtskab med en lang række iværksættere. Jeg er derudover uddannet vækstkonsulent og har været tilknyttet iværksætteri-projektet 588 - initieret af Business Center Bornholm. Desuden har jeg været partner i Gum by Hviid - et ganske heftigt iværksætterprojekt.
Del eller print
