Projekt Sundsvall-Trondheim. En 580 km gåtur i Sverige og Norge

580 km sætter sine mærker. Så meget Sverige gør indtryk. Så meget Norge sætter sit aftryk. Vi gik fra Sundsvall. På tværs af Sverige. Ind i Norge. Skt. Olavsleden – en pilgrimsrute med snart 1.000 år på bagen. 

Historien kort: I 1030 gik Olof denne vej for at lave et bagholdsangreb, så han kunne generobre sin tabte norske trone. Og tag ikke fejl af denne Olof. Han fylder meget i både Sverige og Norge, selv om hans generobringsprojekt faktisk ikke rigtigt lykkedes.

Mere proces end mål. Det er svært at forklare. Det kræver nok en bog. At gå gør noget. At gå kan nogle gange fucke tiden,  strække tiden. At gå langt, dag efter dag, i tæt på 30 dage, åbner døre hvor nøglerne har været væk længe. At gå gør noget. Det er f.eks. ganske svært at tælle sommerfuglene i vejkanten, hvis man kører bil.

At gå gør, at næsten alt smager godt; at gammelt smager nyt; at chokolade er pivende sødt; at en smultron – ét af skovens mirakler – nærmest blæser en bagover, skovjordbærrets lidenhed til trods. At gå gør godt. At gå langt gør, at man bliver taknemmelig for en bænk. Taknemmelig for en vandpost på en kirkegård. 

Ordet dyb ferie trænger sig på.

At gå har gjort mig taknemmelig. Tak til min smukke kæreste for at invitere mig med og for holde mig ud. Tak til mine sko som bragte mig så langt. Uden en vable. Uden bøvl. Uden at pive. Tak Adidas for jeres Terrex Free Hiker. Taknemmelig for at have fået lov at være undervejs med, gå, spise, snakke med Jil, Koen, Cath, The Nordbys, Inger, Andreas, canadierne, Andrea, franskmanden, damen fra Tønder og Mariejke. 

Tak for at være med til at gøre livet lidt bredere, dybere, tykkere, lidt federe. Tak til jer. Tak for jer. At gå har gjort mig taknemmelig – tak til alle de svenskere og nordmænd, som har lagt mark, vej, gårdspladser, havestier, indkørsler, græsplæner til vores færd. 

Tak til alle dem som omfavnede os med deres opmærksomhed og hjalp os på vej – den gamle mand med den røde cykel, atw-manden og hans hund, de to fiskere, Allan the moose, Morten i Markabygda (tak), præsten, vagtmesteren, manden med jagthundene og alle de mange andre.  

Tak til en eller anden for at tage røven på mig og gøre alting endnu vildere, endnu voldsommere, endnu større. Tak for alle udsigterne, fosserne, søerne, skovsøerne, hindbærbuskene, blåbærrene, stierne med mudder og myg, sommerfuglene… 

Tak for at få lov til at være væk, at gå en hel lang dag i skoven på små stier, for så sidst på eftermiddagen at blive hældt ud i samfundet igen med missende øjne. Tak til mit telt (Asivik Explorer 2) for ikke at tynge unødigt og samtidig levere varen. Tak til vores Minimo Jetboiler, som sørgede for mad og varmt vand på hele turen. Awsome apparat. 

Tak til Norge for en god og uddybende introduktion til både højdemetre og grader i procenter. 

Tak til mine poles (Trekmates), som gav mig fire ben og tak til Sportdress på Haslevej for at have dem på hylden. Tak til Sea2Summit for deres Aeros Pillow, som jeg endte med at foretrække selv på hostel eller hotel. Tak til Patagonia (Nanopuff), som holdt os varme, uden at det nærmest kostede plads eller vægt. Tak til Exped (Flex Mat Plus) som reddede mig ryg og gav mig en madras at sove, sidde, ligge, strække på. 

Tak til Gregory for sækken, which had my back for a month – og som bare sad der uden at gøre opmærksom på sig, selv om vi på udvalgte strækninger i timevis kravlede og væltede rundt i mudder på stier, som kun dyrene kunne have skabt. Single track deluxe. 75 liter og bygget så indlysende fornuftigt og intuitivt, at selv et væsen med kreative tændsatser (mig) over meget store strækninger fremstod totalt gennemorganiseret og checket. Tak. 

580 km sætter aftryk. Mine sko var nye – out of the box i Sundsvall. Transformationen var total. Sålerne slidt ned, næsten væk,  mellemsålen var begyndt at ‘snakke’. De lignede noget, der er løgn. De lugtede dobbelt død hest. De har fået tæsk: mudder, skærver, grus, asfalt, rødder, klipper, vandløb, vådt græs. I 30 dage. Æret være Jeres minde. Tak til Adidas for deres Terrex Hiker 2.

Tak for al medvinden. Tak for ‘the path provides’. Tak for det gode vejr. Tak til præsten for et sidste vildt punktum i et af Nidaros-domens sidekapeller, hvor der var pilgrimsmesse for en lille udvalgt skare. Tak til min dj i det høje, for dagen efter at lade mig vågne med et U2-nummer i ørerne, som ikke var til at overhøre. Et nummer, jeg har skamhørt i min ungdom. Teksten kunne jeg. Men ikke titlen. Det tog lidt tid, inden jeg fandt frem til at sangen hed God Part II. Men sådan er der så meget. Alt er godt. Tak.