Min første tatovering

Man kan få en tatovering i en brandert. Man kan få den som en del af et væddemål. Eller man får sin tatovering, fordi man er vild med tatoveringer, med kombinationen af tusch, smerte og hud.

Min ‘undskyldning’ er, at jeg blev kuppet. Tørret godt og grundigt. Fanget i en slags catch-22 i fuld offentlighed og med rigtig, rigtig mange tilskuere. Her kommer historien.

Det var i tiden umiddelbart efter den store workshop. Folk og fæ og andet bornholmsk godtfolk var blevet inviteret ombord på Povl Anker for i fællighed at udvikle det brand, som fremover skulle være ledestjernen for al udvikling på solskinsøen.

Turen med det gamle skib tog 30 timer. Og da Povl Anker igen lagde til kaj, var folk, fæ og andet bornholmsk godtfolk blevet massivt enige. Bornholms fremtid var grøn, og lynhurtigt blev der udviklet en brandingstrategi, der fik det dobbelttydige navn Bright Green Island: den lysegrønneø eller den kloge, grønne ø. Målet med Bright Green Island var, at Bornholm i 2014 skal kunne bryste sig af at være mere grøn end de fleste.

Set fra sidelinien virkede det som om den sejlende workshop havde generet en hidtil uhørt enighed – og en tilsvarende mængde positiv energi.

Og straks gik teknikerne i gang med at kortlægge øens C02-forbrug, endevende mulighederne for en mere intelligent brug af vores vindkraft, scanne el-bilsmarkedet, vurdere isoleringspotentialet i de kommunale bygninger, mulighederne i Fair Trade kaffe, solcelleprojekter, varme-pumper, bjergvarme, biogas, gyllekraft og jeg skal gi’ dig. Snart var der fuld fart på. 

Og inden vi får set os om, så er Bornholm arnestedet for både testning af el-biler og udvikling af intelligente ladestationer, som gør, at det kan betale sig at ‘plante’ endnu flere vindmøller.

I Nexø havde to kreative sjæle gået amok. Grafiker og designer Jane Hamilton og glaspusteren Pernille Bülow var som så mange andre ‘workshop-ramt’, optændt af den hellige ild. Et gigantisk brainstorm-stykke-papir havde affødt tanker. Mange tanker. Så mange tanker, at det kom erhvervsambassadøren for øre. Hvorfor det faldt i mit lod at drage til Nexø og forsøge at konkretisere de to vilde kvinders tanker ned til noget håndterligt – det står fortsat en smule uklart.

Men anyway – jeg mødte op. Med blok og med pen.

Og øverst oppe over Pernille Bülows ‘glaspuster-fabrik’ på havnen i Nexø gik det så over stok og sten. De to vilde kvinders koncept var affødt af en vild trang til at gøre noget. At handle. At fortælle bornholms nye grønne fremtid på en anden måde: Designprodukter af enhver slags med indbygget fair trade og økologi. I første omfang en økologisk t-shirt og et fairtrade glasperlearmbånd. Men senere skulle alle kreative sjæle på Bornholm og andre gode steder i verden kunne bidrage med produkter og idéer.

De to vilde kvinder ild smittede – der er højt til loftet på 2. salen i Nexø – så det gik over stok og sten. Den ene idé overhalede den anden. Og på et tidspunkt dukkede den forbandede tatovering op. Den ultimative form for branding. Og måske kom jeg på et tidspunkt til at sige, at så ville jeg have den første – for ligesom at bakke idéen op.

Meget, meget lang tid senere. Meget lang tid efter at erhvervsambassadøren havde fået sit papir, stod jeg pludselig midt i et pressemøde på Bornholms Kunstmuseum, hvor de to vilde kvinder ville præsentere konceptet og de første produkter. Og fanden tage mig om de ikke til sidst – i fuld offentlighed – fortalte historien om dengang på 2. salen – og overrakte mig min tatovering.

Jeg havde aldrig, aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle have en tatovering. Intet kunne være mig fjernere. Men nu stod jeg der. Langsomt blev jeg moden.

Ikke så meget fordi, jeg ikke kunne overskue den lange række af henholdende forklaringer, jeg blev nødt til at komme med, hvis jeg ikke fik den lavet. Men mere fordi det var en god og sjov idé at erklære sin kærlighed til Bornholm. En kærlighed, som jeg nu  aldrig slipper af med.