Når den grønne omstilling bremses af kommunikation

Flaskehalse er hvermands eje i moderne organisationer. Men i arbejdet med forsyning og grøn omstilling rammer de ofte et særligt sted – i kommunikationsfunktionen.

Den grønne omstilling er ikke bare et teknisk projekt. Den er i lige så høj grad et socialt, politisk og kommunikativt projekt. Hver ny energipark, hver ny klimatilpasningsløsning og hvert nyt initiativ i forsyningssektoren genererer et behov for forklaring, dialog og koordinering. Der skal kommunikeres til borgere, medarbejdere, politikere, presse og samarbejdspartnere. Og ofte samtidig.

Det betyder, at mange projekter fungerer som en slags kommunikationsmultiplikator: Ét fagligt projekt udløser flere parallelle kommunikationsopgaver – fra borgerdialog og pressehåndtering til intern koordinering og politisk betjening.

Samtidig vokser kompleksiteten. Grøn omstilling involverer flere interessenter, flere reguleringer og flere krydspres end mange traditionelle driftsopgaver. Det øger behovet for formidling, oversættelse og forventningsafstemning. Kommunikation bliver dermed ikke bare en støttefunktion, men en integreret del af projektets gennemførelse.

Her opstår kapacitetsproblemet.

I mange organisationer vokser opgavemængden hurtigere end kommunikationskapaciteten. Resultatet er en klassisk kapacitetsasymmetri: Efterspørgslen på kommunikation stiger, mens antallet af medarbejdere og specialiserede kompetencer forbliver nogenlunde det samme.

Særligt udsatte er små og mellemstore kommunikationsafdelinger i forsyningsselskaber og offentlige organisationer. Her dækker få medarbejdere ofte et bredt spektrum af opgaver – fra presse og kampagner til borgerinddragelse, krisekommunikation og intern kommunikation. Når mange parallelle projekter samtidig trækker på de samme få ressourcer, opstår der let strukturelle flaskehalse.

Det er ikke et spørgsmål om prioritering alene. Det er en strukturel konsekvens af, at den grønne omstilling accelererer både aktivitetsniveau og organisatorisk kompleksitet.

Hvis kommunikation bliver en flaskehals, kan det få konkrete konsekvenser. Projekter forsinkes. Dialog med borgere og interessenter bliver mindre grundig. Intern koordinering bliver vanskeligere. Og organisationer risikerer at undervurdere, hvor stor en rolle kommunikation spiller i at få grønne projekter til faktisk at lykkes.

Derfor er der også behov for en mere realistisk forståelse af kommunikationens rolle i den grønne omstilling. Ikke som pynt på toppen af tekniske projekter, men som en central kapacitet i selve gennemførelsen.

Den grønne omstilling kræver investeringer i teknologi, infrastruktur og energisystemer. Men den kræver også investeringer i de organisatoriske funktioner, der gør forandringerne forståelige, legitime og mulige at gennemføre i praksis.

Ellers risikerer vi, at ambitionerne vokser hurtigere end organisationernes evne til at forklare, forankre og gennemføre dem. Og så bliver flaskehalsen ikke teknologien – men kommunikationen.